Foreløbig kan vi føre BOUSØGAARD´s historie tilbage til 1604, hvor der lå et boel ved Bousø. Fra 1734 til 1965 har gården været en slægtsgård for familien Villads Miltersøn / Milter Villadssøn. Førstefødte drengebarn blev opkaldt efter faderen, derfor denne vekslen mellem navnene. I denne periode er gården gradvist blevet bygget op til dens nuværende udseende. Det ældste af stuehuset og kostalden er ca. 250 år gammel og var ikke bygget sammen. Laden er ombygget i 1860-erne til højremskonstruktion. Fire porte til tværkørsel. Ca. 1820 blev vestlængen ombygget med en overdækket port, tidligere var portåbningen mod øst.
I det 18. århundrede var BOUSØGAARD en kongsgård, hvis forpligtelse var: at der altid var friske heste til rådighed, når kongen eller kongelige udsendinge rejste rundt i landsdelen. Man kom måske fra Nr. Vosborg og skulle således passere Skjern Å for at komme til Lønborggård, det krævede friske hestekræfter.
Bousø var tidligere en indsø / bugt i Stafning Fjord, senere Ringkøbing Fjord. Indsejlningen fra Vesterhavet til fjorden var dengang ved Gl. Gaf´.
( Nymindegab. )
I det 19. århunrede var der en sejlrute fra Stauning. En tremaster - der lå for anker ved Gl. Gaf´. Den sejlede Stauning, Amsterdam og Ber-gen. I Stauning blev skibet lastet med saltede svinekroppe, hvilket skulle ske inden fjorden frøs til. De blev så solgt i Amsterdam, som forråd til skibe, der sejlede på Østen. Fra Amsterdam havde man bl.a. krydderrier med til Bergen, hvor skibet blev lastet med træ / tømmer. Man returnerede til Stauning, hvor der dengang både var savværk og mølle.
Copyright © Bousøgaard - Webdesign JAS+